Av Sadia Syed, Socialrådgiver i København

Etniske minoritetskvinders ligestilling i Danmark er defineret fra politisk side og desværre begrænset til nogle få områder. Disse områder dækker generelt set ikke flertallet af etniske minoritetskvinders ønsker. Emner som tørklæder, kvindelig omskæring og «tvangsægteskaber», har været og er stadig i focus. Et emne som «tvangsægteskab» sælger også stort både i medierne, men har også en stor betydning i forhold til den politik, der bliver ført over for gruppen af etniske minoritetsborgere.

Tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber har i flæng været diskuteret uden at vigtige opionsdannere har gidet sætte sig ind i forskellen. Samtidig har det præget den politiske debat med, at overgreb mod kvinderne netop viste, at der var langt vej til integrationen. Heraf konkluderede nogle, at det var nødvendigt at begrænse antallet af familiesammenførte til Danmark – for der var jo daglige eksempler på at de folk der kom til landet kulturmæssigt lå meget langt fra de danske idealer om lighed, frihed og demokrati. Almindeligvis er det sjældent, at politikere lader sig inspirere af etniske minoritetsforeningers synspunkter på udlændingeområdet. Men lige præcis på området omkring tvang i forbindelse med ægteskaber, har flere aktører inden for det frivillige og offentlige regi, som beskæftiger sig med problematikken, haft en stor indflydelse på lovgivningen.

Stramningerne på familiesammenføringsområdet igennem årene har kunnet legitimeres, idet enkeltpersoner og foreninger har haft personlige fordele ved at støtte lovforslagene eller ligefrem komme med ideerne under dække af, at man beskytter kvindernes rettigheder. Nogle af personerne har kunnet bevare deres job, fået flere karrieremuligheder og samtidig støtte både den tidligere og nuværende regering i den stramme kurs på udlændingeområdet.
Tildeling af økonomiske midler til bekæmpelsen af tvangen har da også gået til de højestråbende, som har meldt om eksplosiv stigning i antallet af henvendelser fra piger, der forsøger at undgå et tvangsægteskab. Det gælder både kvindekrisecentre og de frivillige organisationer. Mærkeligt nok skete det lige efter at regerings udspil på udlændingeområdet blev lanceret i januar i år (2002). Ingen af organisationerne kom med ramaskrig, da alderskravet i år 2000 blev sat op til 25 år. Men kan man overhovedet klandre frivillige organisationer, hvis eksistensberettigelse afhænger af tilskud fra staten?

Stramningerne på udlændingeområdet er meget præget af de forskellige aktørers udmeldinger omkring især kvinderne. Der er ingen tvivl om, at man har billedet af den muslimske kvinde, som den undertrykte, offeret som man gerne vil hjælpe. Stramningerne er begrundet ud fra formodninger og ikke ud fra saglig dokumentation, som ville have været på sin plads. På andre områder ville det ikke have gået, men her passede det fint ind i regeringens kurs på udlændingeområdet. Det har dog efterfølgende vist, at flere af organisationerne ikke har haft rent i mel i posen for deres tal har vist været sat lidt for højt svarende til virkeligheden!

Stramningen af retten til familiesammenføring betyder, at betingelserne for at ansøge om familiesammenføring pr. 1. juli 2002 ser således ud:
Opholdstilladelse fast opholdstilladelse i mere end 3 år efter at man har fået permanent opholdstilladelse. Det kræver 7 års ophold før der opnås permanent opholdstilladelse. Altså kan der først søges om familiesammenføring efter 10 års ophold.

Alderskrav på 24 år
Ifølge regeringen er man ikke i stand til at indgå ægteskab før man er fyldt 24 år.

Krav om rimelig bolig
Der skal være minimum 20 kvm. pr person og det må ikke være fremleje. Det er ikke tilladt at bo til leje hos sine forældre.

Tilknytningskravet til Danmark

Har den herboende foreksempelvis mødt sin kommende amerikanske ægtefælle under et studieophold i USA, vil parrets samlede tilknytning være større til USA end Danmark, og der vil blive meldt afslag på familiesammenføring.
Der må ikke være modtaget hjælp via lov om aktiv socialpolitik (fx kontanthjælp) et år før ansøgningstidspunktet. Har man foreksempelvis en enkelt gang modtaget hjælp til dækning af en stor elregning, er det bare ærgerligt.

Forsørgelsesevne
Indkomsten skal foreksempelvis for en voksen over 25 år svare til 2 gange kontanthjælp dvs. brutto kr. 15.838,00. Mærkeligt nok er det ikke starthjælpstaksterne (pr. 1.7.02 er en enlig flygtning over 25 år berettiget til starthjælp på 5.103,00 kr. pr. måned – hvorimod kontanthjælpen er på 7.919,00 kr. pr. måned) der er gældende, når man samtidig forventer, at flygtninge skal kunne klare sig for et mindre beløb end kontanthjælpen. Arbejde inden for lavindkomstområder giver ikke mulighed for at dispensere fra indkomstkravet. Opholdstilladelsen kan inddrages, såfremt forsørgelsesevnen ikke kan opfyldes. Sikkerhedsgaranti på kr. 50.000. Pengene skal på en lukket konto i 7 år.

Permanent opholdstilladelse kan først fås efter 7 år. Dette vil igen forringe kvindernes retsstilling i samfundet, hvis de udsættes for vold i parforholdet og vælger skilsmisse, vil de blive udvist. Samtidig vil de nedsatte sociale ydelser forringe deres livsvilkår og være ødelæggende for integrationen i samfundet. Desuden vil kønsbaseret forfølgelse ikke kunne give kvinder status af «de facto» flygtninge, da det er afskaffet. Fremover kan kun konventionsflygtninge få asyl.

Begrænsning i antallet af familiesammenføringer og færre flygtninge kan ikke alene begrænse antallet af tvangsægteskaber! For at kunne yde den rigtige indsats overfor både de unge og deres forældre for at komme tvangsægteskaber til livs, må der på dette område ligesom andre områder, kræves både saglig dokumentation og forskning af problemstillingen. Ikke mindst af hensyn til at lave forebyggende arbejde er det vigtigt at vide, hvor der skal sættes ind. Hele den proces, hvor talen falder på ægteskab og som ender med tvang, må analyseres nærmere. Det begynder vel ikke med, at forældrene siger til den unge, «du skal tvangsgiftes.» Eksempelvis er det relevant at se på, om der er nogle fællestræk i de familiers situation, hvor den unge er blevet tvunget til ægteskab. Der er en række forhold, som der efter min mening bør ses nærmere på: familiens tradition for partnervalg, kommunikationsmønstre i familien, syn på kønsroller, religion, uddannelse, økonomi, helbreds- og beskæftigelsesforhold, tilknytning til Danmark, fremtidsdrømme mv. Familiens situation skal ses i sammenhæng med den kontekst de lever i, hvem de omgås og hvordan de mødes af majoritetssamfundet er også væsentlige faktorer, som ikke skal overses i belysningen af tvangsproblematikken.

Tvang kan under ingen omstændigheder accepteres, men forældrene er vigtige samarbejdspartnere, som må inviteres til dialog. Man må høre om de dilemmaer og overvejelser, som de gør sig. Derefter kan processen igangsættes med at forebygge problemet. Det fører ikke noget godt med sig at være defensiv over for dem, da de er vigtige medspillere i forhold til løsningen af problematikken. Der er også familier, hvor de sociale problemer er komplekse, og hvor det ikke er tvangsproblematikken, som er det væsentlige.

Hvordan indsatsen på løsningen af tvangsægteskaber hidtil har været og hvilke resultater der er kommet ud af det, ligger hen i det uvisse. Der må kunne redegøres for henvendelsernes art og den form for rådgivning og hjælp, der har været ydet i de konkrete tilfælde. Der tales meget om succes, men hvem definer egentlig succesen og ud fra hvilke evalueringskriterier?

Hvad mener brugerne og deres familier om den rådgivning og evt. praktisk støtte, de har modtaget? Det må også være rimeligt at forlange, at organisationerne kan dokumentere, hvordan de bevilgede midler konkret er anvendt i det forebyggende arbejde såsom kvindegrupper, oplysning i forhold til forældregenerationen mv.